Fotograf Lars Gundersen
DOBBELTPORTRÆTTER
Litteratursiden, anmeldelse
Der er masser af muligheder for at fordybe sig i Lars Gundersens 83 intense og smukke s/h fotoportrætter, der er suppleret af en tekst af de portrætterede.
Reglerne for Lars Gundersens fotobog er, at der er ti personer repræsenteret fra hvert af de syv seneste årtier i forrige årtusinde, lige dele mænd og kvinder i tilfældig rækkefølge. Venstre side i bogen indeholder uddrag af samtaler eller noget, der knytter sig til portrættet på modsatte side, mens de højre sider udgøres af portrætterne.
Vi møder blandt andre Anne Marie Helger, der taler om magtens folk: "Vi må satse på profitten, den er et sikkert hit, naturen kan man altid få på kredit". Majken Schultz, professor ved Institut for Organisation ved CBS og forkvinde i Carlsbergfondet, som slår på, hvor vigtig fortiden er, både som inspiration og erfaring. Ejendomsmægler Adam Schnack fortæller om sin mor, der elskede det uperfekte, særligt rosen Rosa Mundi. Læge Haifaa Awads digt handler om krigen i Syrien og er på samme tid både ubærligt og smukt. Arthur Rimbauds fine digt om begær flankerer portrættet af Franz Beckerlee.
Lars Gundersens bog peger ind i, hvem vi er, og viser med stor sikkerhed, hvor meget man kan fortælle om sig selv uden at sige så meget. De portrætterede har hver især besluttet, hvilken artefakt eller andet, der kan fortælle mest muligt om dem, og som betyder noget ganske særligt. Forståelsen mellem objekt eller tekst og tilhørende portræt står med et klart og stærkt udtryk.
Portrætterne er omfattet af en ærlig, insisterende og på samme tid enkelt og kompliceret udtryk afhængig af hvert enkelt menneskes lyst til at dele. Lars Gundersen fremstiller en åbning til det enkelte menneske og får dem til at vise os, det de vil have, vi ser, og måske lidt mere. Alle portrætter udstråler afslappethed og sårbarhed og får hvert enkelt menneske til at fremstå originalt.
DOBBELTPORTRÆTTER
Kulturkupeen, anmeldelse
af Ulla Strømberg.
Fotografen og grafikeren Lars Gundersen har igennem årene udgivet mange bøger. Seneste værk er et stort og ambitiøst billedværk. 83 danskere er fotograferet af Lars Gundersen. Men for at sætte sin egen portrætkunst i relief, har han anmodet de enkelte om selv at supplere det fotografiske portræt med en tekst eller et billede, deraf titlen: dobbeltportrætter.
Det er vidt forskellige modbilleder, som de mange, forholdsvis kendte danskere, har valgt. Flere har vist bevidst søgt det intellektuelt raffinerede i valget af følgetekst, mens andre er mere konkrete, jordnære, og det sidste synes afgjort at være bedste løsning. Det samlede portrætgalleri fremstår derfor lidt uklart, og det gamle talesprog: “Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er” holder slet ikke vand her.
Lars Gundersen er en god fotograf. Det kan der ikke herske tvivl om. De allerfleste personer synes eftertænksomme og næsten smukke i afbildningen, men hvilken efterbearbejdning, som fotografierne har været igennem, fremgår ikke.
De 83 personer udgør en skønsom blanding af folk, der er musikere, klassiske som moderne, grafikere, fotografer, kokke, videnskabsmænd, forfattere, malere, forlæggere og en enkel skuespiller.
I det korte forord, hvor bogens præmisser forklares, fremgår det, at ikke alle personer er kendt af fotografen på forhånd. Samtidigt understreges det, at rækkefølgen i bogen bevidst er helt tilfældig.
Ved tre af de udøvende kunstnere, violinisten Nikolaj Znaider, cellisten Andreas Brantelid og skuespilleren Søren Sætter-Lassen er der en bevidst professionel musikalsk forbindelse til de små fotografier og citater, der skal supplere. For alle tre herrer er grebet af musikkens kraft og muligheder.
Derimod kan det være sværere at fatte de mere snirklede litterære citater, som nogle har valgt. Men advokaten Peter Breum, der på fotoet ganske intenst ser lige ud fra en mørk baggrund, iført polokrave og sweater, har valgt et citat fra Antole France: ”Hvor retfærdig er dog ikke loven. Den forbyder såvel rig som fattig at tigge om brød og sove under broer”.
Her er metier og menneskesyn smeltet sammen på smukkeste vis, og portrætfotografiet følger trop.
De allerfleste portrætfotos er mørke og viser kun ansigt og det øverste af overkroppen. Det kunne blive trivielt, men fungerer, selv om den sort/hvide stil selvfølgelig alvorliggør hele affæren. Heldigvis får de fleste lov at smile, og dermed viser bogen ”Dobbeltportrætter” i sidste ende nogle håndfulde, dygtige danskere med mod på livets vilkår og også rede til at yde noget.
DOBBELTPORTRÆTTER
Kulturkapellet, anmeldelse
På den ene side finder du den utroligt dygtige fotograf Lars Gundersens stemningsfulde sort/hvide porttrætbilleder af en lang række danskere – mange af dem fra den såkaldt ´kreative klasse´ - altså forfattere, musikere, billedkunstnere og lignende.
På den anden side, finder du de portrætterede danskeres bud på en tekst, et foto, en genstand, et digt, en signatur eller andet, som de selv mener repræsenterer dem, eller fortæller noget om dem selv.
Dette er grundideen i fotobogen Dobbeltportrætter der er kommet fra Gads forlag. En fin idé, der dog efter anmelders vurdering ikke når helt i mål med sit koncept, for hvor Gundersens billeder er meget homogene, er de mange forskellige indspark som deltagerne selv har valgt at karakterisere sig igennem i sagens natur utrolig forskellige i både form og indhold. Derfor kan det efterlader læseren med et lettere rodet helhedsindtryk.
I bogens introduktion, fortæller Gundersen også lidt om de dogmer han satte op i forhold til at skabe bogen. For det første var tanken at bogens deltagere skulle bestå af ”ti personer fra hvert af de seneste syv årtier i forrige årtusinde” (s. 7). Desuden skulle der være en ligelig fordeling af portrætterede mænd og kvinder, samt at fotografen selvfølgelig skulle have lyst til at møde disse mange personer. Endelig, så blev den rækkefølge som deltagerne dukker op i bogen bestemt på en ganske finurlig måde. Lars Gundersen skriver i sit forord:
”...billederne [er] præsenteret i en rækkefølge vi kalder the shuffle. For at undgå, at jeg selv skulle foretage The Shuffle lavede jeg 83 sedler med de portrætteredes navne, lagde dem i en sort stofpose, afleverede posen til advokat Peter Breum (side 108), der derefter trak navnesedlerne ud af posen en for en og skrev numrene fra 1 til 83 på.” (s. 7) Det er ikke første gang vi her i Kapellet er så heldige at modtage en bog med Gundersens portrætfotos. I 2016 var undertegnede så heldig at modtage Portræt som efterfølgende fik masser af rosende ord med på vejen https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=637 . I den bog var der langt flere af Gundersens egne portrætter. Til gengæld er det næppe helt tilfældigt at man i valget af forsiderne på hverken Portræt eller i Dobbeltportrætter har øjenkontakt med den afbillede person. Hvis der skal skabes direkte ”øjenkontakt”, så bliver man altså nødt til at åbne bøgerne.
Selv om det overordnede indtryk idet man begynder læsningen kan fremstå som en pose meget blandede bolcher, hvilket ifølge fremgangsmåden sikkert også har været hensigten, så betyder det jo ikke, at hverken konceptet eller bogens indhold er uinteressant. Når først man har vænnet sig til de meget forskellige bud på bogens venstre side, så opstår der også en nysgerrighed over de valg deltagerne har truffet.
Stil blot dig selv spørgsmålet: Hvis du var så heldig at skulle være med i bogen – hvordan ville du så vælge at fortælle modtageren om dig selv, når du blot havde en enkelt side til rådighed? Ville du gøre det med en beskrivende tekst? Skulle teksten være en du selv havde skrevet, eller måske dit yndlingscitat? Ville du vælge en billedcollage af din familie? Måske opskriften på din signaturret? Personligt tænker anmelder at hvis dette valg skulle træffes, så ville venstresiden bestå af den tegning som anmelders dengang 7-årige søn tegnede af sin far og som nu pryder den private Facebookprofil.
Det overordnede konceptet bag Dobbeltportrætter er ganske spændende, selv om slutresultatet, som allerede nævnt, fremstår en anelse kaotisk. Det er fint tænkt at inddrage de afbilledes egne valg som en slags billedkommentar, for på den vis at komme lidt tættere på hvordan de medvirkendes selvfortælling er. Enkelte vælger et minimalistisk udtryk – eksempelvis er fotograf Jan Friis´ ”selvportræt” blot et stort komma (s-14), hvor andre vælger en tætskreven side, et kunstværk, en collage elller noget helt fjerde.
Grunden til at Kapellet måske synes bogen fremstår så fragmentarisk, er nok også fordi den er blevet læst kronologisk. Det er næppe hensigten med den, da den nok primært er tænkt som en coffe-table bog, der inviterer til at betragteren man bladrer lidt rundt i den og nærstuderer de fotos eller de kommentarer som man lige falder over.
Derfor er vil der sikkert være mange der vil være fascineret af at nærstudere både Gundersens fine fotos og samtidig vurdere de meget forskellige måder, folk har valgt at beskrive sig selv på.
Bidragsyderne skrev:
Digteren Signe Gjessing: "Tak for den smukke, empatiske bog"
Maleren og grafikeren Barry Lereng Wilmont: " . . . det er en smuk og gennemført bog"
Fotograf og sejler Hannelore Dörner: " . . . sikke en flot bog, det er blevet til. Jeg så glad for, at jeg er en del af projektet"
Grafiker Tine Kjølsen: " . . . en helt igennem forrygende flot bog - et fantastisk selskab at være en del af- hip hip hurra"
Der er gang i gaden og knald på drengen i Jens Blendstrups og Lars Gundersens nye bog, der er store blanke sider med fotografier og digte og prosastykker oven i og midt imellem hinanden. Og først og fremmest er der en voldsomt gestikulerende energi, som om sproget selv vil efterligne en overgearet vært fra børne-tv. Af den gode slags, forstås, en af dem, der vild i varmen og med opspilede øjne fortæller vort afkom om, nå ja, dyrelort og naturens øvrige mysterier.
Sådan er stemmeføringen i Toværelses med lykkelig udgang, og det i alle bogens tre dele. I den første, “Verdensfirmaet hjem kære hjem”, indrammes små kvadratiske prosastykker af fotografier af husfacader og baggårdsmure og sikkert meget andet, som så er spejlet i et ottekantet mønster. I hver tekst bor nogen eller noget et sted, men ellers er der frit rum til voldsomme udsving.
I sidste del af Toværelses med lykkelig udgang, “Voyeur Jagtstuen”, parres billeder af kvinder i alle aldre og størrelser med erotiske hyldestdigte. Det ville være lummert og for meget, hvis ikke glæden ved kvinder var så storøjet og fuld af forundring - digteren er, virker det til, mest af alt oppe at køre på sin egen næsegrus beundring af det modsatte køn. Et fotografi er klippet lige over brysterne, man lægger mest mærke til en numse i hvide slacks og de bare, velformede lægge:
Elskede ukendte i den
stramme buks. Jeg er den
tidsindstillede prins på den
hvide hest. Rør mig
og dit liv bliver til et eventyr.
Mine fødder bliver til hove,
og mine fejl bliver til
ja - altså - til drager. Nej, til feer.
Nej for helvede, til a-kassedværge,
Pis! Pis! Pis.
Tue Andersen Nexø, Information
Anmeldelse af PORTRÆT, Kulturkapellet 19. april 2016
Øjnene der ser
af Torben Rølmer Bille
Var det David Cronenberg, Cicero eller en helt tredje, der sagde, at ”øjnene er sjælens spejl”? For i et blik sker der ofte noget magisk, intenst eller foruroligende. Vi ser den, vi elsker dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvad der mon sker bag facaden. Vi stirrer den, vi hader i øjnene som en del af magtkampen – den, der blinker først, har tabt. Blikket, der mødes, er ensbetydende med kontakt mellem os. Betragter vi derfor portrætter, hvad enten det er fotografier, skulpturer eller malerier, søger vores blik ofte mod øjnene.
Det er derfor heller ikke uden grund, at forsiden på Lars Gundersens samling af portrætter, den flot trykte fotobog med titlen Portræt byder på et fotografi af den toneangivende danske graffitikunstner, HuskMitNavn. Fotoet viser kunstneren, der (af åbenlyse årsager) skjuler sit ansigt bag sine hænder, men samtidig har han malet et par af sine karakteristiske øjne på bagsiden af selvsamme hænder. På den måde er det stadig muligt at få en form for ”øjenkontakt” med ham, selv om hans rigtige øjne er skjult. Dette synes at være velvalgt, for selv om man kan se de andre portrætter i bogen direkte i øjnene, så ved betragteren også godt, at der er en masse ting, som er lige så skjult som hos HuskMitNavn.
Når man begynder at bladre gennem bogens næsten 200 fotoportrætter, der fortrinsvis viser sort/hvide billeder af kunstnere, forfattere, skuespillere, komponister, digtere, musikere, dramatikere, arkitekter (med undtagelse af et par fotos, der viser portrætter af mennesker med noget mere jordnære erhverv (s. 156 & s.122)), vil man opdage, at langt de fleste af disse kigger ud fra siderne i bogen og direkte forbi linsen på kameraet. De kigger på dig, kære læser.
Ved første øjekast kan det måske virke monotont at betragte ansigt efter ansigt, men det er udelukkende, hvis man har travlt og blot bladrer løs i bogen. Hvis man derimod sætter tempoet ned og giver sig til at nærstudere hvert enkelt af ansigterne, sker der noget. For ligesom der er forskel på at registrere ansigter og løsrevne blikke, idet man går ned af en travl gågade og følelsen af at sidde overfor et andet menneske i en rolig stund og blive fortabt i dennes blik, så vil den tålmodige betragter opleve, at der er masser at komme efter, hvis man blot giver sig tiden til det.
Man opdager hurtigt, at selv om øjnene muligvis er det, man først registrerer, så er øjnene kun en del af selve ansigtet, af posituren, af kroppen og det rum som omgiver den portrætterede. Ikke at omgivelserne trænger sig unødigt på, for i mange af portrætterne er baggrunden monokrom, men er der baggrunde med, synes de altid at være en del af historien. Lige så meget som de artefakter enkelte af de portrætterede er udstyret med.
Der er en god grund til, at Lars Gundersen betragtes som en af Danmarks allerbedste portrætfotografer, og skulle man være i tvivl, er man det ikke efter, man har nærstuderet Portræt. I stedet for at stille folk an, lave konceptuelle værker, virker det som om at han har fået sine modeller til at være sig selv, slappe så meget af som muligt – situationen taget i betragtning – og giver på den vis betragteren et langt bedre, langt mere intimt billede af hver enkelt.
Modellerne er ikke inddelt efter vigtighed eller status i kunstverdenen, men langt mere lavpraktisk efter deres efternavn. Så hører man til de, som Gundersen har portrætteret gennem hans mange år som fotograf, og er man nysgerrig efter, om man selv optræder i bogen, så er det gjort virkeligt nemt at finde sig selv. Det er også en god måde at inddele portrætterne på i stedet for at forsøge at finde portrætter, der enten komplimenterer eller kontrasterer hinanden. Den alfabetiske systematiseren gør ethvert portræt lige så vigtigt som det foregående.
Der er også enkelte modeller, som har fået lov til at sprede sig over flere sider (i tilfældig rækkefølge nævnes Morten Vizki, Asger Schnack, Jens Blendstrup & Dan Turell) i alle disse tilfælde er de to fotos taget med flere års mellemrum. Kristian von Hornsleth og Anders Morgenthaler optræder med tre fotos på samme side, hvilket illuderer, at det har været svært at vælge mellem de enkelte fotos fra sessionen. Dette sætter også betragteren i lidt den samme situation, som man må antage af Gundersen har været i, i forhold til udvælgelsen af hvert enkelt billede. Portræt er tre steder krydret med nogle tekstbidrag fra forskellige kunstnere, der hver i sær giver deres tekstuelle bud på fænomenet ”portræt”, men det er på ingen måde teksterne, der bærer bogen frem, det er Gundersens lækre billeder.
For de, der fænges af fotografiet og naturligvis især portrætfotografiet er dette en bog, der bør være en del af samlingen, men det er lige så meget en udgivelse, der vil appellere til alle de, der ikke er bange for øjenkontakten, også selv om den i dette tilfælde er illusorisk. Det kræver dog sin tålmodighed at betragte de forskellige ansigter og alle nuancerne i dem. Synes man derfor ikke man har tid til dette, er det måske netop en god idé at få fat i bogen og så tvinge sig selv til et afbræk fra dagens stress og facebook-opdateringer. Et langt øjebliks zenfordybelse i selskab med et eller flere af Lars Gundersens portrætter kan være endog meget berigende.
Enestående Berlin-bog skildrer byens voldsomme fortid i dag.
Digteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen har skabt et fremragende berliner-bogværk.
Det er lige så svært, som det er oplagt for fotografer og forfattere at kaste sig over Berlin. Når man krydser grænsen til den gennem hele det tyvende århundrede så hårdt ramte metropol, havner man i et betydningsladet rum, der taler så stærkt om sin dystre fortid, at de fleste kameraer og penne lige så godt kan give op på forhånd. Risikoen for kitsch og endnu en omgang tungsindig Berliner-lirumlarum er for stor. Også i det perspektiv er der grund til at skåle i bayersk øl for makkerparret Jens Blendstrup og Lars Gundersen, som vi kender i forvejen fra det finurlige bogværk Toværelses med lykkelig udgang.
For satan, hvor er det godt!
I to omgange har de været på arbejdsbesøg i den tyske hovedstad, og det er der kommet et ganske enestående berliner-bogværk ud af. Metoden er lige så enkel, som den er svær at få til at lykkes: Mens Gundersens øjne via fotografiapparatets linse er zoomet ind på udsnit og detaljer i byrummet – ornamenter, vinduer, facader, skulpturer, kloakdæksler, ledninger, lamper – ikke et eneste menneske – har Blendstrup, som en psykolog, der lytter til usynlige patienter, mens han tager referat, hørt sig ind på, hvilke tanker og følelser der ville kunne summe i byen – både nu og dengang normerne for et normalt samfundsliv blev suspenderet af Hitler og hans bødler. I helt korte og lidt længere prosatekster giver Blendstrups livfulde sprog stemme til fiktive berlinere, som fortæller om, hvordan det var at være menneske, dengang »folk faldt i søvn af demokrater«. Dengang »ruiner skændtes om retten til at flamme op«. Dengang »det gamle vand fra skyttegravene trængte ind over storbyen og sænkede vores moral«. Dengang »man sagde, at han havde skreget højt til sidst – at jorden var revnet i Berlin. Og at solen var gået i hak som en ridset lakplade. Overalt hvor strålerne ramte, lød det: ein Volk, ein Volk, ein Volk«. For satan, hvor er det godt!
Beskadede sind fortæller
Berlin har som ingen andre hovedstæder i verden måttet lægge ryg til ondskab og gru af den mest ekstreme slags. Den dag i dag spørger nye generationer, hvordan det kunne lade sig gøre. Blendstrups tekster kan læses som svar på dette spørgsmål.
Resultatet er et katalog af vidnesbyrd, som kunne være hentet i sygejournaler. Det er beskadigede sind, der fortæller. Unge og gamle, forældre og børn, naboer og underboer. Det er ondskab, vold og krig som sindssmadrende og hverdagslemlæstende kræfter, der taler gennem munden på disse imaginære vidner.
»I Berlin kaldte jeg alle kvinder for mostre, men jeg kunne aldrig finde min onkel«. »Det var lige efter 1. verdenskrig. Der var jo mange krigsveteraner som skvulpede op på stranden i Berlin. Der var nærmest ikke en dag uden de stormede et eller andet, om det så var et pissoir på Mommenstrasse. Eller et hjemløsehjem på Fröbelstrasse. Men det var jo sjældent de mente noget med det. De måtte bare have luft. Tæske noget. Indtage lidt. Det var jo et håndværk de havde lært fra fire år i en skyttegrav«. Selv når tonen er lettest, ja, humoristisk, klinger alvoren igennem.
Fornemmelse for historicitet
Albert Speer, Hitlers noble rustningsminister og arkitekt, en folkemorder i pressefolder, var optaget af bygningers ’ruinværdi’. Når ’Germania’s egne monumenter forfaldt, skulle de på forhånd være konstrueret og lavet af materialer, der fremtidssikrede deres æstetiske fremtoning! Siden Murens fald og de store nybyggerier startede, er fremtidens Berlin skudt op i stål og glas, men fortiden stirrer stadig på den besøgende fra alle retninger. Huller fra projektiler og granatsplinter, arkitektur fra forskellige epoker, bydele, som endnu ikke er ankommet til den digitale modernitet. Det er denne fornemmelse af historicitet, som Gundersens poetiske kamera formidler, mens Blendstrup med sit levende sprog har digtet sig så anfægtet ind på de mennesker, som sladrede, marcherede, tæskede, benægtede, fortrængte, drak og horede, mens de samtidig forsøgte at leve normale liv.
Voldsom fortid mens solen skinner
Litteraten og kulturfilosoffen Walter Benjamin (1892-1940) sætter i sine barndomserindringer ord på de indre berlinerbilleder, som fæstnede sig i ham som dreng: de fredelige baggårde, lysindfaldet gennem persienner, tørresnore. »Jeg tror, det er muligt, at sådanne billeder har krav på en særlig skæbne«, skrev han. Benjamin, et af litteraturens stærkeste berlinervidner, følte ligesom Stefan Zweig, hvis hjerteby var Wien, at han levede i en tid, hvor alt det, han havde sat pris på, var ved at forsvinde. Det fik han ret i. Som Blendstrup og Gundersens meget vellykkede bogværk dokumenterer på sin helt egen måde, er det, der fascinerer i vor tids Berlin, aldrig det intakte og uberørte, men det, som hist og pist vidner om den voldsomme fortid, der er gået forud for den helt fantastisk fredelige kop kaffe, påsketuristen indtager – mens solen skinner i Kastanienallee.
Jess Stein Pedersen, Politiken
En spøgeseshær af stemmer fra fortiden
Øjenvidnevariationerne kontrasteres nydeligt af Gundersens emblematiske udsnit af vore dages Berlin. Af og til i poetiske udsnit af efterårsgule trækroner og byens facader og byggematerialer, klinker, røde mursten, gadelamper i støbejern. Til tider ildevarslende som det pikkelhue-formede tårn ved S-banestationen Ostkreuz.
Fotografierne supplerer således glimrende Blendstrups subjektive afsøgning af byens store historie og de stadigt nærværende spor efter nogle af det tyvende århundredes mest blodige begivenheder, der til stadighed bestemmer den besøgendes blik på byen. Som Blendstrup med en karakteristisk sammensmeltning af død og sex og forskellige epoker udtrykker det: »Man fortolker alle huller i muren som skudhuller. Men så mange kanoner kan der da ikke have braget i den by. Og dog. Hullerne i kvindernes blikke tyder på en snigskyttes værk.«
Netop den uophørlige og drilske sammensmeltning af byens forskellige historiske lag og tekstens betydningslag spiller en altafgørende hovedrolle i bogens vellykkethed og gør øjenvidnevariationerne til en dansk efterkommer af den tysk-jødiske filosof Walter Benjamins surrealistiske erindringsværk Barndom i Berlin.
Glemslens afkroge
Som Walter Benjamin lader Blendstrup på dialektisk vis litterære lynglimt oplyse glemslens mørklagte afkroge. Og ligesom Benjamin dyrker Blendstrups tekster den berlinske mytologi ved at smage indgående på dens stednavne. Moabit, Mommsenstrasse, Fröbelstrasse.
Bogen er bedst, når Blendstrup forlader de mest direkte refleksioner over fascismens massepsykologi og giver sig hen til en grotesk fabuleren. Som når han eksempelvis lader afdøde verdenskrigsveteraner bestorme byens hjemløsehjem og pissoirs. Eller når han opfinder stillinger som ’kussekontrollanter i Weimarrepublikken’. Hos Blendstrup går det kødelige hånd i hånd med det dødelige. Gundersen og Blenstrup har tidligere arbejdet sammen om bogprojektet Toværelses med lykkelig udgang. Denne gang er de lykkedes med skabe en smuk og til tider gruindjagende dialog mellem tekst og billede, fortælling og by, i grænselandet mellem fiktion, myte og virkelighed. Det er bestemt ikke nogen ringe præstation.
Troels Heeger, Information
Fantastisk, men meget utraditionel rejseguide til Berlin. Bøger, der ikke umiddelbart kan sættes i bås, er ofte, men langtfra altid, forfriskende. Forfatteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersens Berlin. Øjenvidnevariationer hører til den forfriskende slags. Duoen har skabt et værk uden for kategori, hvori der både indgår tekster om og fotografi er fra den tyske hovedstad. Resultatet er en poetisk, skæv og fabulerende rejse i fortiden.
Danny Rødgaard, Søndagsavisen
Igen en smuk bog fra forfatteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen. Da jeg tidligere anmeldte deres Toværelses med lykkelig udgang skrev jeg ” Fantastisk flot fotobog med finurlige tekster!”. Det kunne jeg for så vidt skrive om Berlin – øjenvidnevariationer også. Dog er teksterne denne gang noget mere dystre, pga. emnet.
Vi er i Berlin i mellemkrigstiden. Jens Blendstrup dykker ned i den tid, og gennem grotesker og vanvid lader han indbyggerne komme til orde. Han sætter tingene på spidsen ved at beskrive den handlingslammelse der må have været en del af hverdagen – ”Naturligvis var det ikke i orden, det de gjorde mod nogle af vores medborgere. Jeg var mange gange ved at skrive et læserbrev. Men da det kom til stykket, lod jeg være. Der er jo ikke nogen grund til at blotte sig. Man bliver så let til grin”.
Lars Gundersens fotos forstærker bogens indtryk af kulde, ensomhed og forladthed. Det er meget smukke fotos, men i sammenhængen udtrykker de på smukkeste vis emnet.
Lida Wengel, Litteratursiden
Bogen kan dårligt anvendes som videnskilde før en Berlin tur. Der er ikke et gran vejledning i bogen. Men øjenvidnevariationer er en øjenåbner til nye detaljer og til ny lyst til at dykke ned og møde Berlins mangelagede historiske undergrund. Lidt som når en arktiekt, historiker eller ingeniør giver nye perspektiver på en by du troede du kendte. Arkitekten ser byplanen og bygningerne, historiken byen og de lange linier og ingeniøren fascineres af broerne og byens mekanik. Jens Blendstrup og Lars Gundersen finder stumperne efter Weimarrepublikken, det tredje rige, krigen og DDR. Hos Gundersen og Blendstrup får du detaljer og stumper og bidder i en nærende grød som giver inspiration til næste Berlin rejse.
Berlin-Guide.dk
.
[…] en række fremragende fotografiske portrætter og levende tekster om det liv, de ældre har levet og stadig lever.
Lolland-Falsters Folketidende
En lækker bladrebog med dybde. […] En fin udgivelse i disse tider med den megen fokus på ungdom.
Bibliotekernes lektørudtalelse
Bogen er for mig spændende, fordi den er en samling af livserfaring, livsmod, livskærlighed, livsvisdom og livskloge mennesker. Skønne billeder hvor man ser livet der er levet – erfaringen i deres ansigter.
Gitte Johansson, museumsvært
En super flot og inspirerende bog, der afmystificerer og italesætter det uundgåelige faktum, at vi alle, hvis alt går vel, burde portrætteres på samme måde, når vi når dertil.
Jimmy Hansen, lærer og pædagog
Denne smukke fotobog fortjener at blive anmeldt. Jeg er vild med den bog.Alene omslaget! Fotos af 40 personer på forsiden – og 40 personer mere på bagsiden. Det er Lars Gundersens fotos. Og det er Asger Schnacks essays om 80 forskellige personer.
Monica Krog-Meyer, POV
Anmeldelse af FOLK. 80 over 80. Kulturkapellet, Lars Ole Bonde 1/3 2018
Anmeldelsens præmis er følgende: Anmelderen er over folkepensionsalderen og både privat og fagligt interesseret i aldring og i ældre menneskers forståelse af sig selv i et livsperspektiv og i politisk-social sammenhæng.
Grundidéen i bogen er enkel og fin: Miniportætter - 1 side tekst og et flot portrætfoto - af 80 danskere i alderen mellem 80 og over 100, præsenteret i alfabetisk orden, kendte såvel som mindre (offentligt) kendte, men alle med en rig og ofte usædvanlig livshistorie. Rammen er tre essays af et ungt menneske, debattøren Emma Holten, en erfaren læge, Carsten Obel, og et andet gammelt menneske, journalisten Lone Kühlmann. Spørgsmålet til alle er så: Når man ikke er ung længere, hvad er man så?
Fotos og fortællinger
Resultatet er lidt blandet. De 80 portrætfotos er af høj kvalitet. Gundersen formår at fange den enkelte på en vedkommende og informativ måde, uanset om fotoet er taget i hjemmet, ude eller med ubestemmelig baggrund. Der er også mange skønne "bonusfotos" rundt om i bogen. Schnacks tekster er af mere svingende kvalitet. Dispositionen er ens i alle opslag: En "kolofon" med navn, fødselsdato og sted; et mini-cv i stikord. Derefter hovedteksten, hvor den portrætteredes liv ridses op i store træk og med den livsvisdom, der nu kan trækkes ud af historien.
For denne anmelder er det egentlig miniportrætterne af de 'mindre kendte' danskere der fungerer bedst. Alle informationer er 'nye' og friske, og de portrætterede fremstår som interessante, stærke og/eller sårbare mennesker, ofte meget velformulerede, og deres livserfaringer er værd at tænke over. I forhold til de mere 'kendte' opstår spørgsmål som: hvorfor er netop disse elementer valgt ud, når der kunne være så mange andre muligheder? Hvorfor er der ikke en litteraturliste, eller i det mindste konsekvente informationer om, at der findes udgivne (selv)biografier (fx Svend Asmussen) eller andre biografiske tekster, hvor der kan findes flere og mere udfoldede fortællinger om disse interessante mennesker?
Bogen har oprindelig haft undertitlen: En hyldest til livets længde. Det fremgår indirekte af pressemeddelelsen og mere direkte af opslaget om/med Frederik Dessau, som siger: "Jeg kan ikke bidrage til hyldesten - jeg bryder mig ikke om at være gammel." Det er faktisk er ret sjældent udsagn i bogen, selvom mange af bidragyderne slås med diverse genvordigheder og tab.
Lad ikke mine indvendinger mod nogle af teksterne skygge for, at det gennemgående er en glæde at læse mini-portrætterne. Hovedpersonerne er erfarne og interessante mennesker, de fleste stadig fyldt med forbavselse og nysgerrighed i forhold til livet, alderdommen og døden. Historierne kan fint indtages som én historie om dagen, til forebyggelse af mismod.
Tre essays
En ung kvinde, en midaldrende mand og en gammel kvinde er blevet bedt om at reflektere over bogens beretninger og hvad det er og blive gammel. Det er blevet til tre meget velskrevne og læseværdige essays.
Debattøren Emma Holten repræsenterer 'de unge', børnebørnenes generation. Hun er særligt interesseret i sammenhængen mellem krop og sind, mellem fortid og fremtid i et livsforløb. Hun har også et historisk blik for de yngres mere eller mindre eksplicitte ubehag ved de ældre: de repræsenterer - med deres rynker, hukommelsessvigt og politiske ukorrekthed noget andet, noget fremmed og måske truende i en demokratisk, positivistisk konsensuskultur.
"Den gamle er en afviger. Og respekten er derefter.", skrives der. Imod dette ønsker Holten at få en kultur hvor der er "lighed i forskellighed" - at alle, uanset alder, køn osv. har og får noget vigtigt at bidrage med - til fællesskabet. Hun peger på en tankevækkende forhindring: at hendes egen generation oplever "historien som nostalgi" - og at den derfor er svær at lære af. Dialog med ældre mennesker kan være en effektiv modvægt: også fortiden opleves forskelligt - af dem der var der!
Lægen Carsten Obel repræsenterer 'de midaldrende', børnenes generation. Han ser er glimt ind i sin egen og sin generations fremtid i disse portrætter, for danskernes gennemsnitsalder vil formentlig blive ved med at stige i de kommende årtier. Ellers fokuserer han på hvad sundhed er i et livsforløbsperspektiv, og set fra den vinkel er de allertidligste år i et menneskes liv af største betydning: "gode gener og gode sociale interaktioner" er afgørende.
KRAM-faktorerne kender vi efterhånden godt, dertil lægger Obel god søvn og mentale udfordringer. Det er ikke specielt nyt, men Obel har en fin pointe: gennem "selektiv optimering med kompensation" må man tilpasse sin livsstrategi til den enkelte livsfase - med de begrænsninger den nu har. Kan man ikke længere gøre noget, man har været god til, kan man måske blive god til noget andet. For eksempel at "bidrage til fællesskabet" som er Obels gode råd til gamle, der vil holde sig i live: "Man skal leve hele sit liv i stærke fællesskaber, nyde hver alder og bestræbe sig på at blive et smukt portræt af det gode levede liv."
Journalisten Lone Kühlman repræsenterer 'de gamle' og er altså jævnaldrende med de portrætterede. Hendes essay er kort, kontant og meget veloplagt. Selvom jeg som forsker er uenig i hendes præmis, at kun 20% af vores liv er genetisk bestemt (det er faktisk op mod 50%, ved vi fra bl.a. store tvillingeundersøgelser), så er jeg helt enig i den lærdom, hun uddrager - med Hjalmar Söderbergs ord: "Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel." Kühlman har klare synspunkter på "det gode liv" - som man må grundlægge i ungdomsårene; det kommer ikke af sig selv i alderdommen: "Tanketomhed fører til døden. Tanketomhed ér døden." Så er det sagt!
Fortvivlelse eller fuldbyrdelse
Vi vender tilbage til spørgsmålet: Når man ikke er ung længere, hvad er man så? Bogen forsøger heldigvis ikke at give et entydigt svar på spørgsmålet. De 80 hovedpersoner har meget forskellige oplevelser og synspunkter; for nogle er det let, spændende og bekræftende at blive gammel og nærme sig døden; for andre er det tungere, besværligt og udfordrende.
Psykologen Erik Erikson, som 'opfandt' life-span psykologien, altså teorien om at mennesker udvikler sig hele livet, med forskellige temaer og udfordringer i de forskellige faser, mente at den sidste fase i livet handlede om (oplevelsen af) fortvivlelse eller integritet. Ingen af personerne i denne bog er fortvivlede over at blive gamle eller se tilbage på deres liv. En del fremstår som afklarede og vise efter et langt, aktivt og meningsfuldt liv. De fleste repræsenterer nok en mellemposition, et dobbeltblik, hvor de både kan se skarpt og usentimentalt tilbage på deres liv og samtidig kommentere deres mere eller mindre besværlige gang på jorden her og nu.
På den måde giver bogen bestemt et skævt, altså ikke-repræsentativt billede af hvordan det er at blive/være gammel i Danmark. Nogle få af de portrætterede har en baggrund i arbejderklassen eller bondestanden, men næsten alle er veluddannede og har gjort en eller anden form for karriere. På den anden side giver bogen et tankevækkende og opløftende billede af, hvad aktive, åbne og nysgerrige mennesker kan drive det til i livet - også på trods af social arv, og langt hinsides pensionsalderen.
Memento mori: Afslutningsvis vil jeg gerne citere Emily Dickinson for disse linjer, som afslutter bogen (og som kan ses/høre udfoldet i PHs vise "I dit korte liv"):
In this short life
That only lasts an hour
How much - how little - is
Within our power
Flere af de portrætterede er afgået ved døden inden eller efter bogens udgivelse. Denne anmeldelse tilegnes derfor mindet om: Svend Asmussen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Jørgen Jørgensen, Bodil Kaalund, Maria Marcus, Nini Theilade, Inga Wolff.
Hækgalleriet på linjeskibet Printz Friderich, 1764-1780.
Modellen er udført af Karl Ingwer Malcha og blev "søsat" i 2019.
Om J. P. Jacobsen, Thisted:
Schnacks digteriske metode er den samme som i kirkegårdsbøgerne: i stedet for at abe efter og begå pastiche på digterens uefterlignelige stemme, identificerer han sig med ham – som et godartet, ubittert, men i sagens natur lettere melankolsk spøgelse, der svævende causerer over liv og værk, med Schnack ved hans side som smidigt indfølende medium.
Netop fordi Schnack grundlæggende bare er glad for poesien og ligeglad med idé- og litteraturhistorien, bliver langdigtet den bedste - fordi den smukkeste! - pædagogiske indføring naturalismen, jeg kender til ... Og imens går Lars Gundersen rundt i Thisteds gader og tager sine lige så kønne og kvikke snapshots af grel modernitet vs. skrammet fortid. Var jeg turistchef, opkøbte jeg både første og tredje oplag, det andet skal reserveres til klassesæt.
Lars Bukdahl, Weekendavisen
Thisted er ingen munter by, og dens berømte søn ikke noget sommertivoli. Asger Schnack har lagt ansigtet i passende folder og levet sig ind i den tuberkuloseplagede digter fra Limfjordsbyen. Med sig på den mentale tur har han taget fotografen Lars Gundersen. Sammen har de fremlagt en rejseberetning om J.P. Jacobsen, som er værd at se og læse.
Fotografierne er en historie for sig. Hverken Schnack eller Gundersen er arkæologer. De holder sig begge konsekvent til nutidige iagttagelser og vendinger. Fotograf Gundersen begynder med close-up, fragmenter af nutidens Thisted, hvor en gravko fylder lige så meget som en husgavl eller et gærde som et kirketårn. Der er mange ord i hans billeder, navne på pølsevogne og butikker, gadeskilte. Langsomt rykker billederne ud i total. En slags overblik er resultatet, både af billed-serien og langdigtet. Et hjørne af Jacobsen set gennem to temperamenter.
Thomas Bredsdorff, Politiken
Schnack og Gundersens tekster og fotografier supplerer hinanden på fornemste vis, og læseren fornemmer i denne forening nærmest teksterne og billederne blive levende. J. P. Jacobsen, Thisted er et yderst harmonisk værk, hvor fortiden og nutiden smelter sammen, og hvor J. P. Jacobsen tildeles et eftermæle for fremtiden.
KultuNaut.dk
Asger Schnack smukke digte indfanger præcist og med mange nuancer spaltningen i forfatterskabet mellem naturalismes "program" og respekten for kendsgerningerne på den ene side, og på den anden side drømmeren, stilkunstneren med den forfinede sans for sprogets mest subtile og flygtige stemninger og sansninger. Digtets stemning er tolkning korresponderer fint med Lars Gundersens farvefotografier, der dels sætter fokus på de spor Jakobsen har efterladt i Thisted, dels dokumenterer livet i byen en tilfældig dag i efteråret 2008.
Bibliotekernes Lektørudtalelse
Tre bøger med tekster af F.P. Jac.
Alle redigeret af Asger Schnack og udgivet af Tiderne Skifter.
F.P. Jacs Mindelegat
Blev uddelt årligt 2013-21. Bestod af et nummereret og signeret originallitografi af Erik A. Frandsen, trykt hos Edition Copenhagen af Rasmus Urwald, en fabelagtig overrækkelse med Mielcke & Hurtigkarl som uovertrufne værter og et kontant beløb. Herunder ses prismodtagerne.
.jpg)
BEBOPprisen
Blev uddelt årligt 2008-13, altså før F.P. Jacs Mindelegat. Bestod af et nummereret og signeret originalserigrafi af Per Kirkeby, trykt hos Hansen & Henstand af Jørgen Hansen, en fabelagtig overrækkelse med Mielcke & Hurtigkarl som uovertrufne værter og et kontant beløb. Herunder ses prismodtagere og værker:
AGLAIA. CODE ONE ARTWORK.
Udsmykningen af forsejlet er udført for Magne Furuholmen (N). Udgivet uden forlag. oplag 81 eksemplarer.
Gross Tonnage: 499 ton
Net tonnage: 149 ton
Length over all: 66,00m
Beam: 10,25m
Fuel Capacity: 49.050 liters
Draft – Keel raised: 4,90m
Engines: Caterpillar C18 533KW
Draft – Keel lowered: 9,00m
Height from waterline: 83,00m
Her kommer en række omslag:
