Assistens Kirkegård Muusmann omslag E-bog.jpg

Der er gang i gaden og knald på drengen i Jens Blendstrups og Lars Gundersens nye bog, der er store blanke sider med fotografier og digte og prosastykker oven i og midt imellem hinanden. Og først og fremmest er der en voldsomt gestikulerende energi, som om sproget selv vil efterligne en overgearet vært fra børne-tv. Af den gode slags, forstås, en af dem, der vild i varmen og med opspilede øjne fortæller vort afkom om, nå ja, dyrelort og naturens øvrige mysterier.

Sådan er stemmeføringen i Toværelses med lykkelig udgang, og det i alle bogens tre dele. I den første, “Verdensfirmaet hjem kære hjem”, indrammes små kvadratiske prosastykker af fotografier af husfacader og baggårdsmure og sikkert meget andet, som så er spejlet i et ottekantet mønster. I hver tekst bor nogen eller noget et sted, men ellers er der frit rum til voldsomme udsving.

I sidste del af Toværelses med lykkelig udgang, “Voyeur Jagtstuen”, parres billeder af kvinder i alle aldre og størrelser med erotiske hyldestdigte. Det ville være lummert og for meget, hvis ikke glæden ved kvinder var så storøjet og fuld af forundring - digteren er, virker det til, mest af alt oppe at køre på sin egen næsegrus beundring af det modsatte køn. Et fotografi er klippet lige over brysterne, man lægger mest mærke til en numse i hvide slacks og de bare, velformede lægge:

Elskede ukendte i den

stramme buks. Jeg er den

tidsindstillede prins på den

hvide hest. Rør mig

og dit liv bliver til et eventyr.

Mine fødder bliver til hove,

og mine fejl bliver til

ja - altså - til drager. Nej, til feer.

Nej for helvede, til a-kassedværge,

Pis! Pis! Pis.

Tue Andersen Nexø, Information

Anmeldelse af PORTRÆT, Kulturkapellet 19. april 2016

Øjnene der ser
af Torben Rølmer Bille

Var det David Cronenberg, Cicero eller en helt tredje, der sagde, at ”øjnene er sjælens spejl”? For i et blik sker der ofte noget magisk, intenst eller foruroligende. Vi ser den, vi elsker dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvad der mon sker bag facaden. Vi stirrer den, vi hader i øjnene som en del af magtkampen – den, der blinker først, har tabt. Blikket, der mødes, er ensbetydende med kontakt mellem os. Betragter vi derfor portrætter, hvad enten det er fotografier, skulpturer eller malerier, søger vores blik ofte mod øjnene.

Det er derfor heller ikke uden grund, at forsiden på Lars Gundersens samling af portrætter, den flot trykte fotobog med titlen Portræt byder på et fotografi af den toneangivende danske graffitikunstner, HuskMitNavn. Fotoet viser kunstneren, der (af åbenlyse årsager) skjuler sit ansigt bag sine hænder, men samtidig har han malet et par af sine karakteristiske øjne på bagsiden af selvsamme hænder. På den måde er det stadig muligt at få en form for ”øjenkontakt” med ham, selv om hans rigtige øjne er skjult. Dette synes at være velvalgt, for selv om man kan se de andre portrætter i bogen direkte i øjnene, så ved betragteren også godt, at der er en masse ting, som er lige så skjult som hos HuskMitNavn.

Når man begynder at bladre gennem bogens næsten 200 fotoportrætter, der fortrinsvis viser sort/hvide billeder af kunstnere, forfattere, skuespillere, komponister, digtere, musikere, dramatikere, arkitekter (med undtagelse af et par fotos, der viser portrætter af mennesker med noget mere jordnære erhverv (s. 156 & s.122)), vil man opdage, at langt de fleste af disse kigger ud fra siderne i bogen og direkte forbi linsen på kameraet. De kigger på dig, kære læser.

Ved første øjekast kan det måske virke monotont at betragte ansigt efter ansigt, men det er udelukkende, hvis man har travlt og blot bladrer løs i bogen. Hvis man derimod sætter tempoet ned og giver sig til at nærstudere hvert enkelt af ansigterne, sker der noget. For ligesom der er forskel på at registrere ansigter og løsrevne blikke, idet man går ned af en travl gågade og følelsen af at sidde overfor et andet menneske i en rolig stund og blive fortabt i dennes blik, så vil den tålmodige betragter opleve, at der er masser at komme efter, hvis man blot giver sig tiden til det.

Man opdager hurtigt, at selv om øjnene muligvis er det, man først registrerer, så er øjnene kun en del af selve ansigtet, af posituren, af kroppen og det rum som omgiver den portrætterede. Ikke at omgivelserne trænger sig unødigt på, for i mange af portrætterne er baggrunden monokrom, men er der baggrunde med, synes de altid at være en del af historien. Lige så meget som de artefakter enkelte af de portrætterede er udstyret med.

Der er en god grund til, at Lars Gundersen betragtes som en af Danmarks allerbedste portrætfotografer, og skulle man være i tvivl, er man det ikke efter, man har nærstuderet Portræt. I stedet for at stille folk an, lave konceptuelle værker, virker det som om at han har fået sine modeller til at være sig selv, slappe så meget af som muligt – situationen taget i betragtning – og giver på den vis betragteren et langt bedre, langt mere intimt billede af hver enkelt.

Modellerne er ikke inddelt efter vigtighed eller status i kunstverdenen, men langt mere lavpraktisk efter deres efternavn. Så hører man til de, som Gundersen har portrætteret gennem hans mange år som fotograf, og er man nysgerrig efter, om man selv optræder i bogen, så er det gjort virkeligt nemt at finde sig selv. Det er også en god måde at inddele portrætterne på i stedet for at forsøge at finde portrætter, der enten komplimenterer eller kontrasterer hinanden. Den alfabetiske systematiseren gør ethvert portræt lige så vigtigt som det foregående.

Der er også enkelte modeller, som har fået lov til at sprede sig over flere sider (i tilfældig rækkefølge nævnes Morten Vizki, Asger Schnack, Jens Blendstrup & Dan Turell) i alle disse tilfælde er de to fotos taget med flere års mellemrum. Kristian von Hornsleth og Anders Morgenthaler optræder med tre fotos på samme side, hvilket illuderer, at det har været svært at vælge mellem de enkelte fotos fra sessionen. Dette sætter også betragteren i lidt den samme situation, som man må antage af Gundersen har været i, i forhold til udvælgelsen af hvert enkelt billede. Portræt er tre steder krydret med nogle tekstbidrag fra forskellige kunstnere, der hver i sær giver deres tekstuelle bud på fænomenet ”portræt”, men det er på ingen måde teksterne, der bærer bogen frem, det er Gundersens lækre billeder.

For de, der fænges af fotografiet og naturligvis især portrætfotografiet er dette en bog, der bør være en del af samlingen, men det er lige så meget en udgivelse, der vil appellere til alle de, der ikke er bange for øjenkontakten, også selv om den i dette tilfælde er illusorisk. Det kræver dog sin tålmodighed at betragte de forskellige ansigter og alle nuancerne i dem. Synes man derfor ikke man har tid til dette, er det måske netop en god idé at få fat i bogen og så tvinge sig selv til et afbræk fra dagens stress og facebook-opdateringer. Et langt øjebliks zenfordybelse i selskab med et eller flere af Lars Gundersens portrætter kan være endog meget berigende.

Enestående Berlin-bog skildrer byens voldsomme fortid i dag.

Digteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen har skabt et fremragende berliner-bogværk.

Det er lige så svært, som det er oplagt for fotografer og forfattere at kaste sig over Berlin. Når man krydser grænsen til den gennem hele det tyvende århundrede så hårdt ramte metropol, havner man i et betydningsladet rum, der taler så stærkt om sin dystre fortid, at de fleste kameraer og penne lige så godt kan give op på forhånd. Risikoen for kitsch og endnu en omgang tungsindig Berliner-lirumlarum er for stor. Også i det perspektiv er der grund til at skåle i bayersk øl for makkerparret Jens Blendstrup og Lars Gundersen, som vi kender i forvejen fra det finurlige bogværk Toværelses med lykkelig udgang.

For satan, hvor er det godt!
I to omgange har de været på arbejdsbesøg i den tyske hovedstad, og det er der kommet et ganske enestående berliner-bogværk ud af. Metoden er lige så enkel, som den er svær at få til at lykkes: Mens Gundersens øjne via fotografiapparatets linse er zoomet ind på udsnit og detaljer i byrummet – ornamenter, vinduer, facader, skulpturer, kloakdæksler, ledninger, lamper – ikke et eneste menneske – har Blendstrup, som en psykolog, der lytter til usynlige patienter, mens han tager referat, hørt sig ind på, hvilke tanker og følelser der ville kunne summe i byen – både nu og dengang normerne for et normalt samfundsliv blev suspenderet af Hitler og hans bødler. I helt korte og lidt længere prosatekster giver Blendstrups livfulde sprog stemme til fiktive berlinere, som fortæller om, hvordan det var at være menneske, dengang »folk faldt i søvn af demokrater«. Dengang »ruiner skændtes om retten til at flamme op«. Dengang »det gamle vand fra skyttegravene trængte ind over storbyen og sænkede vores moral«. Dengang »man sagde, at han havde skreget højt til sidst – at jorden var revnet i Berlin. Og at solen var gået i hak som en ridset lakplade. Overalt hvor strålerne ramte, lød det: ein Volk, ein Volk, ein Volk«. For satan, hvor er det godt!

Beskadede sind fortæller
Berlin har som ingen andre hovedstæder i verden måttet lægge ryg til ondskab og gru af den mest ekstreme slags. Den dag i dag spørger nye generationer, hvordan det kunne lade sig gøre. Blendstrups tekster kan læses som svar på dette spørgsmål.

Resultatet er et katalog af vidnesbyrd, som kunne være hentet i sygejournaler. Det er beskadigede sind, der fortæller. Unge og gamle, forældre og børn, naboer og underboer. Det er ondskab, vold og krig som sindssmadrende og hverdagslemlæstende kræfter, der taler gennem munden på disse imaginære vidner.

»I Berlin kaldte jeg alle kvinder for mostre, men jeg kunne aldrig finde min onkel«. »Det var lige efter 1. verdenskrig. Der var jo mange krigsveteraner som skvulpede op på stranden i Berlin. Der var nærmest ikke en dag uden de stormede et eller andet, om det så var et pissoir på Mommenstrasse. Eller et hjemløsehjem på Fröbelstrasse. Men det var jo sjældent de mente noget med det. De måtte bare have luft. Tæske noget. Indtage lidt. Det var jo et håndværk de havde lært fra fire år i en skyttegrav«. Selv når tonen er lettest, ja, humoristisk, klinger alvoren igennem.

Fornemmelse for historicitet
Albert Speer, Hitlers noble rustningsminister og arkitekt, en folkemorder i pressefolder, var optaget af bygningers ’ruinværdi’. Når ’Germania’s egne monumenter forfaldt, skulle de på forhånd være konstrueret og lavet af materialer, der fremtidssikrede deres æstetiske fremtoning! Siden Murens fald og de store nybyggerier startede, er fremtidens Berlin skudt op i stål og glas, men fortiden stirrer stadig på den besøgende fra alle retninger. Huller fra projektiler og granatsplinter, arkitektur fra forskellige epoker, bydele, som endnu ikke er ankommet til den digitale modernitet. Det er denne fornemmelse af historicitet, som Gundersens poetiske kamera formidler, mens Blendstrup med sit levende sprog har digtet sig så anfægtet ind på de mennesker, som sladrede, marcherede, tæskede, benægtede, fortrængte, drak og horede, mens de samtidig forsøgte at leve normale liv.

Voldsom fortid mens solen skinner
Litteraten og kulturfilosoffen Walter Benjamin (1892-1940) sætter i sine barndomserindringer ord på de indre berlinerbilleder, som fæstnede sig i ham som dreng: de fredelige baggårde, lysindfaldet gennem persienner, tørresnore. »Jeg tror, det er muligt, at sådanne billeder har krav på en særlig skæbne«, skrev han. Benjamin, et af litteraturens stærkeste berlinervidner, følte ligesom Stefan Zweig, hvis hjerteby var Wien, at han levede i en tid, hvor alt det, han havde sat pris på, var ved at forsvinde. Det fik han ret i. Som Blendstrup og Gundersens meget vellykkede bogværk dokumenterer på sin helt egen måde, er det, der fascinerer i vor tids Berlin, aldrig det intakte og uberørte, men det, som hist og pist vidner om den voldsomme fortid, der er gået forud for den helt fantastisk fredelige kop kaffe, påsketuristen indtager – mens solen skinner i Kastanienallee.

Jess Stein Pedersen, Politiken

En spøgeseshær af stemmer fra fortiden

Øjenvidnevariationerne kontrasteres nydeligt af Gundersens emblematiske udsnit af vore dages Berlin. Af og til i poetiske udsnit af efterårsgule trækroner og byens facader og byggematerialer, klinker, røde mursten, gadelamper i støbejern. Til tider ildevarslende som det pikkelhue-formede tårn ved S-banestationen Ostkreuz.

Fotografierne supplerer således glimrende Blendstrups subjektive afsøgning af byens store historie og de stadigt nærværende spor efter nogle af det tyvende århundredes mest blodige begivenheder, der til stadighed bestemmer den besøgendes blik på byen. Som Blendstrup med en karakteristisk sammensmeltning af død og sex og forskellige epoker udtrykker det: »Man fortolker alle huller i muren som skudhuller. Men så mange kanoner kan der da ikke have braget i den by. Og dog. Hullerne i kvindernes blikke tyder på en snigskyttes værk.«

Netop den uophørlige og drilske sammensmeltning af byens forskellige historiske lag og tekstens betydningslag spiller en altafgørende hovedrolle i bogens vellykkethed og gør øjenvidnevariationerne til en dansk efterkommer af den tysk-jødiske filosof Walter Benjamins surrealistiske erindringsværk Barndom i Berlin.

Glemslens afkroge

Som Walter Benjamin lader Blendstrup på dialektisk vis litterære lynglimt oplyse glemslens mørklagte afkroge. Og ligesom Benjamin dyrker Blendstrups tekster den berlinske mytologi ved at smage indgående på dens stednavne. Moabit, Mommsenstrasse, Fröbelstrasse.

Bogen er bedst, når Blendstrup forlader de mest direkte refleksioner over fascismens massepsykologi og giver sig hen til en grotesk fabuleren. Som når han eksempelvis lader afdøde verdenskrigsveteraner bestorme byens hjemløsehjem og pissoirs. Eller når han opfinder stillinger som ’kussekontrollanter i Weimarrepublikken’. Hos Blendstrup går det kødelige hånd i hånd med det dødelige. Gundersen og Blenstrup har tidligere arbejdet sammen om bogprojektet Toværelses med lykkelig udgang. Denne gang er de lykkedes med skabe en smuk og til tider gruindjagende dialog mellem tekst og billede, fortælling og by, i grænselandet mellem fiktion, myte og virkelighed. Det er bestemt ikke nogen ringe præstation.

Troels Heeger, Information

Fantastisk, men meget utraditionel rejseguide til Berlin. Bøger, der ikke umiddelbart kan sættes i bås, er ofte, men langtfra altid, forfriskende. Forfatteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersens Berlin. Øjenvidnevariationer hører til den forfriskende slags. Duoen har skabt et værk uden for kategori, hvori der både indgår tekster om og fotografi er fra den tyske hovedstad. Resultatet er en poetisk, skæv og fabulerende rejse i fortiden.

Danny Rødgaard, Søndagsavisen

Igen en smuk bog fra forfatteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen. Da jeg tidligere anmeldte deres Toværelses med lykkelig udgang skrev jeg ” Fantastisk flot fotobog med finurlige tekster!”. Det kunne jeg for så vidt skrive om Berlin – øjenvidnevariationer også. Dog er teksterne denne gang noget mere dystre, pga. emnet.

Vi er i Berlin i mellemkrigstiden. Jens Blendstrup dykker ned i den tid, og gennem grotesker og vanvid lader han indbyggerne komme til orde. Han sætter tingene på spidsen ved at beskrive den handlingslammelse der må have været en del af hverdagen – ”Naturligvis var det ikke i orden, det de gjorde mod nogle af vores medborgere. Jeg var mange gange ved at skrive et læserbrev. Men da det kom til stykket, lod jeg være. Der er jo ikke nogen grund til at blotte sig. Man bliver så let til grin”.

Lars Gundersens fotos forstærker bogens indtryk af kulde, ensomhed og forladthed. Det er meget smukke fotos, men i sammenhængen udtrykker de på smukkeste vis emnet.

Lida Wengel, Litteratursiden

Bogen kan dårligt anvendes som videnskilde før en Berlin tur. Der er ikke et gran vejledning i bogen. Men øjenvidnevariationer er en øjenåbner til nye detaljer og til ny lyst til at dykke ned og møde Berlins mangelagede historiske undergrund. Lidt som når en arktiekt, historiker eller ingeniør giver nye perspektiver på en by du troede du kendte. Arkitekten ser byplanen og bygningerne, historiken byen og de lange linier og ingeniøren fascineres af broerne og byens mekanik. Jens Blendstrup og Lars Gundersen finder stumperne efter Weimarrepublikken, det tredje rige, krigen og DDR. Hos Gundersen og Blendstrup får du detaljer og stumper og bidder i en nærende grød som giver inspiration til næste Berlin rejse.

Berlin-Guide.dk

[…] en række fremragende fotografiske portrætter og levende tekster om det liv, de ældre har levet og stadig lever.
Lolland-Falsters Folketidende

En lækker bladrebog med dybde. […] En fin udgivelse i disse tider med den megen fokus på ungdom.
Bibliotekernes lektørudtalelse

Bogen er for mig spændende, fordi den er en samling af livserfaring, livsmod, livskærlighed, livsvisdom og livskloge mennesker. Skønne billeder hvor man ser livet der er levet – erfaringen i deres ansigter.
Gitte Johansson, museumsvært

En super flot og inspirerende bog, der afmystificerer og italesætter det uundgåelige faktum, at vi alle, hvis alt går vel, burde portrætteres på samme måde, når vi når dertil.
Jimmy Hansen, lærer og pædagog

Denne smukke fotobog fortjener at blive anmeldt. Jeg er vild med den bog.Alene omslaget! Fotos af 40 personer på forsiden – og 40 personer mere på bagsiden. Det er Lars Gundersens fotos. Og det er Asger Schnacks essays om 80 forskellige personer.
Monica Krog-Meyer, POV

Læsø_Museum_Printz_Fridedrich_II_C5A7401

Hækgalleriet på linjeskibet Printz Friderich, 1764-1780.

Modellen er udført af Karl Ingwer Malcha og blev "søsat" i 2019.

Om J. P. Jacobsen, Thisted:

Schnacks digteriske metode er den samme som i kirkegårdsbøgerne: i stedet for at abe efter og begå pastiche på digterens uefterlignelige stemme, identificerer han sig med ham – som et godartet, ubittert, men i sagens natur lettere melankolsk spøgelse, der svævende causerer over liv og værk, med Schnack ved hans side som smidigt indfølende medium.

Netop fordi Schnack grundlæggende bare er glad for poesien og ligeglad med idé- og litteraturhistorien, bliver langdigtet den bedste - fordi den smukkeste! - pædagogiske indføring naturalismen, jeg kender til ... Og imens går Lars Gundersen rundt i Thisteds gader og tager sine lige så kønne og kvikke snapshots af grel modernitet vs. skrammet fortid. Var jeg turistchef, opkøbte jeg både første og tredje oplag, det andet skal reserveres til klassesæt.

Lars Bukdahl, Weekendavisen

Thisted er ingen munter by, og dens berømte søn ikke noget sommertivoli. Asger Schnack har lagt ansigtet i passende folder og levet sig ind i den tuberkuloseplagede digter fra Limfjordsbyen. Med sig på den mentale tur har han taget fotografen Lars Gundersen. Sammen har de fremlagt en rejseberetning om J.P. Jacobsen, som er værd at se og læse.

Fotografierne er en historie for sig. Hverken Schnack eller Gundersen er arkæologer. De holder sig begge konsekvent til nutidige iagttagelser og vendinger. Fotograf Gundersen begynder med close-up, fragmenter af nutidens Thisted, hvor en gravko fylder lige så meget som en husgavl eller et gærde som et kirketårn. Der er mange ord i hans billeder, navne på pølsevogne og butikker, gadeskilte. Langsomt rykker billederne ud i total. En slags overblik er resultatet, både af billed-serien og langdigtet. Et hjørne af Jacobsen set gennem to temperamenter.

Thomas Bredsdorff, Politiken

Schnack og Gundersens tekster og fotografier supplerer hinanden på fornemste vis, og læseren fornemmer i denne forening nærmest teksterne og billederne blive levende. J. P. Jacobsen, Thisted er et yderst harmonisk værk, hvor fortiden og nutiden smelter sammen, og hvor J. P. Jacobsen tildeles et eftermæle for fremtiden.

KultuNaut.dk

Asger Schnack smukke digte indfanger præcist og med mange nuancer spaltningen i forfatterskabet mellem naturalismes "program" og respekten for kendsgerningerne på den ene side, og på den anden side drømmeren, stilkunstneren med den forfinede sans for sprogets mest subtile og flygtige stemninger og sansninger. Digtets stemning er tolkning korresponderer fint med Lars Gundersens farvefotografier, der dels sætter fokus på de spor Jakobsen har efterladt i Thisted, dels dokumenterer livet i byen en tilfældig dag i efteråret 2008.

Bibliotekernes Lektørudtalelse

Tre bøger med tekster af F.P. Jac.

Alle redigeret af Asger Schnack og udgivet af Tiderne Skifter.

F.P. Jacs Mindelegat

Blev uddelt årligt 2013-21. Bestod af et nummereret og signeret originallitografi af Erik A. Frandsen, trykt hos Edition Copenhagen af Rasmus Urwald, en fabelagtig overrækkelse med Mielcke & Hurtigkarl som uovertrufne værter og et kontant beløb. Herunder ses prismodtagerne.

2015 Nordenhof Asta Olivia_C0A0393sh.jpg

BEBOPprisen

Blev uddelt årligt 2008-13, altså før F.P. Jacs Mindelegat. Bestod af et nummereret og signeret originalserigrafi af Per Kirkeby, trykt hos Hansen & Henstand af Jørgen Hansen, en fabelagtig overrækkelse med Mielcke & Hurtigkarl som uovertrufne værter og et kontant beløb. Herunder ses prismodtagere og værker: